Hvalpene er i fødekassen, der er placeret i soveværelset, til de er godt 3 uger gamle. I den alder er deres motorik og sanser så veludviklet, at de har behov for et større areal at bevæge sig på. De får her flyttet deres fødekasse ind i et ca. 4×3,5 meter stort rum, som de får til at boltre sig i med en masse legetøj og en masse menneskekontakt. Fra hvalpene er godt 4 uger kommer de ind i stuen i dag- og aftentimerne. Her bliver de påvirket af, ud over en masse menneskekontakt, alle de lyde, der kan forventes at være i deres kommende hjem, så som køkkenmaskiner og støvsuger, på tæt hold. Hvalpene begynder også at komme ud i denne alder. Først kommer de kun ud på terrassen, og når de har vænnet sig til det, kommer de ud på græsplænen.
De første 2 uger efter fødslen skal tæven have fred, så derfor tager vi ikke imod gæster i denne periode. Herefter er vores hvalpekøbere velkomne til at komme lige så tit de vil.
Når hvalpene er 8 uger, er de klar til at flytte hjemmefra. Vi beholder gerne hvalpene lidt længere, hvis det passer bedre ind i hvalpekøbernes planer, så hvalpene får den bedste start på resten af deres liv. Derfor passer vi også gerne hvalpene, mens de er små, hvis der er behov for det.
Hvalpene sælges med DKKstambog, DKKkøbsaftale, chippet, ormekurbehandlet, vaccineret 1. gang, sundhedstjek og foder til den første tid.